Blinkende lygter
I barndommens lange og dunkle nat brænder små blinkende lygter som spor, af erindringen efterladt, mens hjertet fryser og flygter. Her lyser din vildsomme kærlighed fortabt gennem tågede nætter, og alt hvad du siden elsked og led har grænser som viljen sætter. Den første sorg har et spinkelt skær som en tåre der skælver i rummet, kun den vil være dit hjerte nær, når al anden sorg er forstummet. Højt som en stjerne en vårlig nat brænder din barnlige lykke, du søgte den siden, men fik kun fat dens flammende sensommerskygge. Din tro tog du med dig så langt af led, for det var det første og sidste, nu står den og brænder i mørket et sted, og der er ikke mere at miste. Og en eller anden kommer dig nær, men kan aldrig helt forstå dig, for dit liv har du lagt under lygternes skær, og ingen skal siden nå dig. Digtet er fra 1947 fra digtsamlingen af samme navn
Hvad er det ham “Ove Ditlevsen” kan?
Kan I huske scenen fra filmen “Blinkende lygter”, hvor Nikolaj Lie Kaas græder højlydt, fordi han læser Tove Ditlevsens digt “Blinkende lygter”?. Jeg elsker den scene. (https://www.youtube.com/watch?v=RTR7x0b0_tw). Ligesom Nikolaj Lie Kaas karakter bliver jeg også meget rørt af “Ove Ditlevsens” digt/e, der handler om nogle af livets helst store temaer som kærlighed (eller manglen på samme), tab og frygten for at miste. Det er tidløse temaer, der rækker ud over sin tid.
Tove Ditlevsens digte er ret old-school (selv dengang hun skrev dem) med rim og ligefremt – nærmest barnligt – sprog, men det gør bestemt ikke noget negativt for min oplevelse af digtene. Nok nærmere tværtimod. Det er som om, der ikke er noget filter, man først skal fortolke sig igennem for at forstå/relatere til digtene. Tove Ditlevsen formidler følelser, som de fleste af os kender, og på en måde ,så man ofte tænker: den tekst kunne være skrevet om mig.
Sangerinden Mathilde (en af min fars favoritter) debuterede i 1975 med pladen “Pigesind” med tekster af Tove Ditlevsen (Lyt evt på Spotify) i 1979 fortolkede Anne Linnet “Kvindesind” på pladen af samme navn.
I sin samtid opnåede Tove Ditlevsen ikke den fortjente anerkendelse som digter. Hendes digte var ikke modernistiske nok. De seneste år har Tove Ditlevsen imidlertid fået en “revival”, og unge digtere og forfattere som Olga Ravn og Asta Olivia Nordenhof (dem vender jeg tilbage til her på bloggen) er tydeligt inspireret af deres forbillede, selvom stilen er helt anderledes. Kunstnerkollektivet Sort Samvittiged har opført en teaterforestilling om Tove Ditlevsens liv, og sammen med Olga Ravn fik de også udgivet en bog med ikke tidligere udgivne Tove Ditlevsen tekster.
Jeg er ikke færdig med at dyrke Tove. Jeg kan ikke vente med at komme i gang med hendes erindringsbog “Gift”, som jeg har fået anbefalet, men der er lige et par andre bøger, jeg skal have læst færdigt først…
Tak fordi I læste med.
Foto: Erik Petersen
